Solbjerg Søsports årlige åbent hus med mange aktiviteter
Lørdag den 6. juni, var der igen åbent hus arrangement hos Søsporten i Solbjerg. Vejret var perfekt, og ganske mange havde da også fundet vej til Søsporten, hvor klubben var vært med grillpølser og brød samt drikkevare.
Til arrangementet havde Søsporten lånt en "Aktivitets pakke" fra TORM, en trailer fyldt med udstyr, så det var muligt at låne dragter, før man forsøgte sig som windsurfer eller tog en tur på de anderledes kajakker "sit-on-top kajakken", som også var i traileren fra Torm.
Helle og Jesper Jespersen havde også medbragt deres Laser-joller, og til alt held for de prøvede dem, var der ikke megen vind. Laser jollen er ikke lige det man kalder for en "begynder jolle".Som noget nyt, har klubben anskaffet 2 nye joller. Feva XL er navnet på den nye jolle, som Dansk Sejlunion anbefaler i deres 2- mands jolle projekt.
FEVA XL er en 2-personers jolle, som giver et bedre tilbud til de unge end i de mere traditionelle 1-personers jolletyper. Hidtil har der kun været Optimistjoller, men nu er der også noget når man er vokset fra dem.
Endnu en gang kunne Optimistafdelingen mønstre en fremgang i medlemstallet, 8 nye medlemmer er der kommet til, så antallet af medlemmer nu er over 40, ja der er gang i den i Søsportens Optimistafdeling.